
Vedtægter
§ 1.
Navn og hjemsted:
Rødekro Kulturpris er en selvejende institution. Dens hjemsted er Rødekro i Aabenraa Kommune.
§ 2.
Formål:
Rødekro Kulturpris har som formål, at dens bestyrelse 1 gang årligt uddeler en hæderspris til en dansk kulturpersonlighed.
Således tildeles Rødekro Kulturpris en person, hvis virke har været til gavn for det kulturelle liv i Danmark.
Der er tale om en hædersgave, der ikke er forbundet med andre forpligtelser for prismodtageren, end at denne skal modtage prisen i Rødekro og i sammenhæng hermed enten berette om sit virke eller på anden måde oplyse om dette.
§ 3.
Økonomisk basis for kulturprisen:
stk. 1. Rødekro Kulturpris er på 25.000 kr. årligt.
stk. 2. Rødekro Kulturpris finansieres af erhvervslivet i Rødekro
stk. 3. Kulturprisens størrelse i kronebeløb kan reguleres i overensstemmelse med prisudviklingen i samfundet.
stk. 4. Donatorernes bidrag til Rødekro Kulturpris skal være indbetalt senest den 31. januar samme år, som prisuddelingen finder sted.
§ 4.
Prisuddelingen:
Rødekro Kulturpris uddeles 1 gang årligt af kulturprisens bestyrelse.
§ 5.
stk. 1. Institutionen Rødekro Kulturpris ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer.
Heraf udpeges 3 medlemmer af Rødekro Håndværker-, Handels- og Industriforening og 1 medlem af pengeinstitutterne. Det 5. medlem udvælges af bestyrelsen.
stk. 2. Bestyrelsesmedlemmerne udpeges af de respektive prisdonatorer og fungerer for et af disse fastlagte åremål. Bestyrelsens medlemmer kan udpeges i flere på hinanden følgende perioder.
stk. 3. Alle bestyrelseshverv er ulønnede.
stk. 4. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 af dens 5 medlemmer er til stede. Afgørelser træffes ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
stk. 5. Udtræder et medlem af bestyrelsen, udpeges et nyt medlem i overensstemmelse med stk. 1 og 2 for den resterende del af perioden.
stk. 6. Der kan udpeges 1 suppleant for hvert bestyrelsesmedlem.
stk. 7. Bestyrelsen vælger af sin midte en formand. Denne vælges for 3 år ad gangen.
§ 6.
Bestyrelsens virke:
stk. 1. Bestyrelsen har den overordnede ledelse af institutionen. Dens hovedvirke vil være at finde frem til kandidater til Rødekro Kulturpris.
stk. 2. Bestyrelsen udfærdiger en forretningsorden for udførelsen af sit hverv.
stk. 3. Formanden sammenkalder og leder bestyrelsens møder. Møde kan afholdes, når 2 bestyrelsesmedlemmer fremsætter krav herom. Der skal afholdes bestyrelsesmøde 2 gange om året.
stk. 4. Institutionens vedtægter kan ændres, såfremt 4 bestyrelsesmedlemmer har godkendt et forslag til ændrede vedtægter.
§ 7.
Institutionens nedlæggelse:
Nedlæggelse af institutionen Rødekro Kulturpris kan kun finde sted, hvis mindst 4 af bestyrelsens medlemmer er enige herom.



