Videnpilot
Gennem videnpilotordningen kan virksomheder med under 100 ansatte få tilskud til at ansætte en højtuddannet medarbejder – en videnpilot, der skal gennemføre et konkret udviklingsprojekt for virksomheden.
Videnpiloten øger omsætning
Opgørelser fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen viser, at ansættelse af en videnpilot for det meste sikrer en øget omsætning i virksomheden, ligesom der bliver udviklet flere produkter. Med andre ord er videnpilot-ordningen med til at fremme væksten i små og mellemstore virksomheder.
Tilskud og ansættelsesvilkår
Videnpiloten skal ansættes på fuld tid og på almindelige funktionærvilkår. Der kan gives tilskud i minimum seks måneder og maksimum 12 måneder.
Tilskuddet udgør 12.500 kr. per måned. Virksomheden skal selv betale resten af videnpilotens løn samt andre omkostninger, der er forbundet med udviklingsprojektet.
En virksomhed kan kun få tilskud til én videnpilot i en treårig periode. Eventuelt kan flere virksomheder deles om en videnpilot.
Læs mere om krav til virksomhed, videnpilot og udviklingsprojekt, for at kunne opnå tilskud hos Forsknings- og Innovationsstyrelsen
Vil du vide mere?
Erhvervenes Hus hjælper gerne din virksomhed med at lave ansøgningen og få defineret nogle relevante arbejdsopgaver for en kommende videnpilot.
Er du interesseret i at vide mere, kan du kontakte til Lisbeth Strange Jensen på tlf.: 7362 2024 eller på lsj(at)ehaa.dk



